En bitter kvinde?

 

Mine erfaringer omkring S/m-miljøet i Danmark. S/m miljøet i Danmark, den del af det som jeg har oplevet, jeg kan jo selvfølgelig ikke generalisere, fordi det er jo ikke alt og alle jeg kender eller har kendt hverken på den ene eller på den anden måde, så tilgiv mig, hvis jeg er en smule unuanceret i mine udtalelser. 

 

S/m miljøet som jeg opfatter det, kan sammenlignes lidt med eventyret om Fyrtøjet af HC Andersen. Så længe jeg har overskud og kræfter, så er der ingen græns er for antallet af bekendte og folk der har lyst og tid til at tale og fortælle om deres problemer og få lov at læsse af og inspiration til at gå steder hvor de ikke har været før. Men når pengene (overskuddet og kræfterne) svinder ind, så forsvinder alle de gode venner igen, for at dukke op når hunden har været der med et nyt læs personligt overskud… Men nu lyder jeg nok bitter… Måske skulle jeg bare sige at det S/m univers jeg kender, er et meget overfladisk miljø, hvor personlig involvering ikke hænger på træerne.

 

Jeg synes ikke jeg er en bitter kvinde, men på den anden side, så giver jeg mig nok ikke så meget som jeg tidligere har gjort, lidt efter lidt vælger jeg også selv den overfladiske tilgang til tilværelsen og S/m miljøet, og filosoferer lidt over, hvad kom egentligt først??  Hønen eller ægget.. 

 

  

 

For nylig var jeg til en S/m fest, og sad til bords med nogle mennesker som jeg ikke kendte. Det sker jo og er som regel utrolig spændende og det kan også være frækt, men det sjove, spændende eller frække gik af, da jeg opdagede at de brugte mere tid på at se sig i det spejl, som hang på væggen lige ved siden af dem, end på at tale med resten af de mennesker som sad ved bordet. Da de senere ”legede” foregik det også ved siden af spejlet så de BEGGE kunne se sig i spejlet. Gad vide hvad de tænkte?? De virkede ikke tændte, ikke af synet som bestemt var både smukt og estetisk, men næsten for klinisk til at være frækt, men heller ikke af fornemmelsen af pisken mod huden, smerte i kroppen varmen i sjælen.

 

Der findes naturligvis vidunderlige mennesker i dette miljø, jeg har mødt enkelte. Jeg har også mødt enkelte som jeg troede var vidunderlige, men hvor jeg tog fejl, så formentlig tager jeg også fejl om andre som jeg ikke synes er vidunderlige.

 

Problemet er sådan set bare, hvornår og hvordan opdager man at det er vidunderlige mennesker, hvis man ikke gider eller tør involvere sig længere??

 

Kan man involvere sig dybt personligt med dem man dyrker S/m med?

 

Det kan man godt, så længe man har for øje, at det ALTID er EN som vælger at gå, der er aldrig fuld opbakning og vi kan sagtens være venner… Jo, aftalen er altid, at vi skal være venner, men realiteten er, at der altid er en der har dårlig samvittighed, eller gerne vil afvikle eller værre endnu er blevet personlig såret over bruddet. Tomrummet efter en symbiose er stort, og sjovt nok så er det stort for alle, den underkastede og den Dominante næste uanset hvem der vælger bruddet.

Når vi bruger vores følelser til at dyrke vores seksuelle lyster, så får vi de fedeste og de fuldeste oplevelser, men desværre også de største dyk når det stopper. Den umenneskelige viljestyrke der skal til for at slå bro over bruddet kræver en kæmpe indsats fra alle involverede parter, og er ALLE villige til det? Følelser er ikke nødvendigvis kærlighed, følelser kan også være den samhørighed som er mellem den Dominante og den underkastede, den symbiose som gør at den Dominante kender den vej mellem bjergtinderne som fører højest op. Den afhængighed som gør at den underkastede søger hans accept og Dominans.